Om jobtræningsforløb hos os

Jobtræning  / Om jobtræningsforløb hos os

Når du er i jobtræning hos os på Grennessminde, bliver du en del af vores erhvervsrettede socialøkonomiske virksomheder i et trygt og anerkendende læringsmiljø.

Vi tilbyder forløb, som strækker sig fra 13 uger op til et år. Arbejdsforløbene tilrettelægges efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 32.

Under forløbet hos os afklarer, udvikler og opkvalificerer vi dine faglige, sociale og personlige kompetencer og ressourcer. Afklaringsforløbet munder ud i en vurdering af dine uddannelses- og/eller jobmuligheder. Alt sammen sker i tæt dialog med dig.

Målet med vores jobstræningsperiode på Grennessminde er at bidrage til, at mennesker efter forløbet hos os kommer i ordinær eller støttet beskæftigelse.

Rehabilitering og ressourceforløb

Et ressourceforløb på Grennessminde kan også være en del af en resourceforløbsplan. Hvis du er i et sådant forløb på Grennessminde, arbejder vi sammen med dig for at afdække, udvikle og beskrive dine ressourcer, kompetencer og barrierer som et led i afklaringen af dine arbejdsmuligheder.

Jobtræning på Grennessmindes socialøkonomiske virksomheder

På Grennessminde er det muligt at komme i arbejdstræning på en af vores socialøkonomiske virksomheder:

Det Nye Køkken er et stort og professionelt industrikøkken og ledes af vores innovative chefkok, Kaspar Bournonville Raff. Køkkenet tilbyder økologiske frokostordninger og catering til Storkøbenhavn til fornuftige priser. Køkkenet har Det Økologiske Guldmærke og leverer bl.a. frokostordninger til DTU Business, Danhostel og Psykiatrifonden.

Det Økologiske Bageri med egen café og levering af brød til bl.a. Café Albertine i Albertslund og Café Pomet i bydelen Grønttorvet i Valby.

Caféerne: Caféen på Snubbekorsvej 16-18, Café Albertine i Albertslund og Café Pomet i bydelen Grønttorvet i Valby. Her sælger friskbygget kaffe og økologiske lækkerier som fx brød og kager fra vores eget økologiske bageri.

Det Økologiske Gartneri, som sælger planter samt lækre økologiske grøntsager, krydderurter, spiselige blomster og frugt til private og engros. Vi leverer bl.a. grøntsager og spiselige blomster til Noma.

Smedefabrikken, der leverer specialprodukter som fx bord- og bænkesæt til boligselskaber, daginstitutioner, skoler og kommuner.

Grøn Service, der tilbyder offentlige og private kunder samt boligforeninger at vedligeholde udendørsområder, lægge fliser og udføre viceværtsfunktioner.