Bliv elev i Grennessmindes køkken
Grennessmindes køkken er et produktionskøkken, som hver dag laver frokost til alle elever og ansatte på Grennessminde, mens også jævnligt til events og cateringkunder. Vi underviser i alle trin af den daglige forberedelse og tilberedning af maden. Grennessmindes køkken har Det Økologiske Guldmærke. Det betyder blandt andet, at vi er næsten 100 procent økologiske, og at vi gør en stor indsats for at få de bedste råvarer så vidt muligt fra lokale producenter. På den måde gør vi vores for at passe på naturen, miljøet og dyrene.
I Køkkenet er du med i hele processen omkring madlavning. Der skal hakkes, snittes, koges, steges og bages. Her er der både mulighed for at lave det grove arbejde, men også at arbejde mere finmotorisk med råvarerne. Du lærer at smage maden til og anrette den, så den ser godt ud på tallerkener og fade. Der er naturligvis også opvasken, som man bliver rigtig god til, den deles vi nemlig om.
Vi uddelegerer dagligt roller, så der er tydelige rammer om hvem, der laver hvad. I køkkenet lærer du hurtigt, at alle roller er vigtige, for at vi kan overholde vores tidsfrister og sikre, at de øvrige medarbejdere på Grennessminde får deres frokost.
I køkkenet underviser vi i
Håndtering og opbevaring af madvarer
General viden om råvarer, bæredygtighed og madspild
Anretning
Hygiejne og egenkontrol
Redskaber og arbejdsmetoder
Tilberedning af varme og kolde retter
Mød værkstedslederne
Mads
Værkstedsleder på
i Køkkenet
Mads
Værkstedsleder i Køkkenet
Mads er uddannet kok fra Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Han har erfaring fra blandt andre gourmetrestaurant Bjørnekælderen, Hotel Radison og Øl&Brød/Hyggestund.
Da muligheden bød sig for at arbejde i Grennessmindes køkken med unge mennesker, mad og økologi i centrum, slog Mads hurtigt til.
"Det er givende og lærerigt at få lov til at arbejde med de unge i hverdagen. En af de fede ting er, at der altid er en deadline hængende over os. Det gør, at de unge ved, at de spiller en vigtig rolle i køkkenets produktion," fortæller Mads.
Rasmus
Værkstedsleder på
i Køkkenet
Rasmus
Værkstedsleder i Køkkenet
Med en baggrund som lærevikar og SFO-medhjælper er arbejdet med unge mennesker ikke helt uvant for Rasmus. I midten af tyverne valgte Rasmus at følge sin drøm om at blive kok og blev sidenhen uddannet på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Han har blandt andet tidligere erfaring fra restaurant Pastis og Kokkedal slot.
For Rasmus er arbejdet som kok i Grennessmindes køkken den ideelle kombination. "Her er det muligt at arbejde indenfor mit fag - med mad - og samtidigt gøre en forskel og undervise unge mennesker med særlige behov. Derudover er det fantastisk at arbejde med friske råvarer direkte fra vores eget gartneri, og de unge lærer hurtigt begrebet "fra jord til bord" at kende."