Bliv praktikvært

Bliv praktikvært

På Grennessminde har vi gode erfaringer med at etablere praktikforløb for vores STU-elever i virksomheder som fx IKEA, Netto og Bauhaus. Hvis din virksomhed – stor eller mindre i størrelse – også kunne tænke sig at være praktikvært, så hører vi meget gerne fra dig.

Vi oplever, at et praktikforløb i en virksomhed uden for Grennessminde er en virkelig god måde, som vores STU-elever kan lære arbejdsmarkedet bedre at kende på. I praktikforløbet får eleverne kendskab til forskellige arbejdsområder og brancher, og de får indblik i regler og andre arbejdskulturer. Eleverne lærer også at tage ansvar og få et større indblik i egne ressourcer og kompetencer.

Vi ser som oftest, at virksomhederne får engagerede praktikanter/medarbejdere fra Grennessminde – og de vil gøre deres ypperste for at lære, yde deres bedste samt at indgå i arbejdsfællesskabet.

Igennem hele praktikforløbet er Grennessmindes virksomhedskonsulent i kontakt og dialog med virksomheden og giver råd og vejledning efter behov.

Kontakt os gerne for en nærmere drøftelse om mulighederne for at blive praktikvært.