For tredje gang dedikerede L´Oréal medarbejdere en hel arbejdsdag til Grennessminde på deres globale frivilligdag, Citizen Day.
Siden 2010 har L’Oréals medarbejdere verden over hvert år dedikeret en hel arbejdsdag til at arbejde for NGO’er, der arbejder for socialt udsatte eller klima og miljø.
Torsdag den 16. juni troppede 60 L’Oréal medarbejdere op på Grennessminde, klar til at udskifte deres daglige arbejdsopgaver med praktisk arbejde.
De gik til hånde på bostederne, værkstederne og ikke mindst vores store naturområde på Snubbekorsvej. Der blev malet, fejet, pudset vinduer, luget ukrudt, plantet grøntsager i marken og meget andet.
Det er tredje år, at L’Oréals medarbejdere vælger at donere deres arbejdstimer til Grennessminde, og igen i år var det en kæmpe succes.
”I 2019 plantede medarbejderne de frugttræer, der i dag flot vokser omkring vores pluk-selv marker, og sidste år gav de vores bygninger og hegn en kærlig hånd med malerpenslen.
Den indsats, L’Oréal lægger for dagen, har en kæmpe værdi for os rent praktisk. Det er et skulderklap, at så stor og kendt en virksomhed som L’Oréal, vælger Grennessminde, som et af de steder, de gerne vil støtte op om på deres Citizen Day.
Det er en unik mulighed for L’Oréal og vores unge medarbejdere på Grennessminde at arbejde side om side med hinanden og udføre håndens arbejde. Vi oplever, at alle går herfra med et smil på læben efter at have lært hinanden at kende og sammen have bidraget til at løse opgaver, der er vigtige for, at vores hverdag på Grennessminde kan lykkedes,” siger Andreas Hjorth Rasmussen, Grennessmindes direktør.
“Vi er glade for at støtte Grennessminde, og det vigtige arbejde de gør for sårbare unge mennesker, på vores Citizen Day. Alle L’Oréals medarbejdere var meget interesserede i at høre mere om Grennessminde, og vi vil gerne komme igen til næste år, “fortæller Sonja Christensen fra L’Oréal.